FRA MIN TID SOM JUNIORBÅDSSEJLER

Nogle fødes med blåt blod i årerne, andre med saltvand. Til de sidste hører jeg.

Jeg var ikke mere end 3-4 gammel, da jeg sejlede med i min fars gamle kutter Hanne i

Sejlforeningen Enighed, beliggende i Københavns Sydhavn. Jeg husker ikke meget fra den tid, men

få år senere, i starten af halvtredserne, byggede min far en optimistjolle til min bror og mig i

fyrkælderen til den store ejendom på Mozarts Plads, hvor vi boede. Min mor syede sejlene af min

fars gamle bomuldssejl og farvede dem lyseblå i vaskekælderens gruekedel. Kønne var de ikke, og

jeg kom aldrig til at holde af at sejle i Pluto, vores optimistjolle. Der var ikke andre optimistsejlere i

sejlklubben, og havde vi den med på sommerferie, blev min bror og jeg drillet i de små havne, som

vi kom frem til. Det var et badekar, sagde de andre unger. Men jolletypen var også ny og

anderledes dengang.

Jeg ville derfor meget hellere gå til dans, spejder eller håndbold som de andre piger fra klassen,

men det syntes min far ikke om. En aften klagede jeg min nød til min mor, for jeg ville så gerne gå

til noget. Hun bearbejdede derfor min far, og få dage efter blev jeg proponeret som medlem af

juniorafdelingen i KDY. Jeg blev ikke spurgt, om det var det jeg ville, for det ville far. Jeg skulle have

en god og sund fritidsinteresse, selvom jeg ikke anede hvad KDY var.

Nu startede så 2 sæsoners trængsler. Jeg var bare 12 år, kom fra Sydhavnen og kendte ikke et øje i

Skovshoved. Det var et helt andet miljø, hvor jeg mødte op i de holmensbenklæder, som efter

forskrifterne hørte sig til, samt en pæn blå hjemmestrikket bluse og gummisko. Det var bare yt

med de bukser, de andre bar Wrangler cowboybukser og blå vaflede sømandssweaters. Mine

bukser kradsede, så jeg kiggede med lange øjne efter de smarte cowboybukser.

Hver tirsdag tog jeg sporvognen og S-toget til Ordrup station og gik ned til Skovshoved havn, hvor

jeg blev oplyst om, hvilken juniorbåd jeg skulle være ombord på. Dernæst fik jeg besked på at

holde fokkeskødet, hvilket jeg gjorde i 2 sæsoner. Der var ingen yderligere læring med hensyn til

sejlads, udover betydningen af ordren “ klar at vende, læ.” I vintersæsonen mødte jeg op på en

nærliggende skole, lærte lidt navigation, som nu ikke interesserede mig særligt, jeg havde som 12-

årig svært ved at forstå nytteværdien af misvisning og deviation. Knudelæren og tovværksarbejdet

var derimod både sjovt og nyttigt, så jeg modtog en fin lille sølvting for den knobstavle, jeg lavede.

Efter de 2 sæsoner ville jeg ikke mere, jeg var nu blevet 14 år og nærmere mig hastigt

konfirmationen. Det var i 1960, hvor det var moderne med en konfirmationsrejse efter den store

fest. Jeg fik ikke en stor fest eller en rejse, men en juniorbåd. Ikke at jeg havde ønsket mig en

juniorbåd, men min far ønskede mig stadig en god og sund fritidsinteresse, så han købte J 3 til en

pris af 1200 kr. til mig. I stedet for toilettaske og smykker, som de andre piger fik, havde min far

skrevet min ønskeseddel, så jeg fik en redningsvest, hækflag og et kompas.

Nu begyndte mit liv som kølbådssejler.

I Enighed var jeg på hjemmebane som barnefødt i klubben, jeg kendte miljøet og de andre

klubmedlemmer. Her følte jeg mig tryg.

Efteråret og vinteren 1960/61 var jeg på havnen hver weekend, undtagen den søndag jeg blev

konfirmeret og i julen. Der var meget at gøre, for båden var gammel, fra 1928, og så noget

anderledes ud end de juniorbåde, jeg hidtil havde haft kendskab til. Der var en kahyt med 2 døre,

skydekappe og koøjer. På en tegning fra 1947 i bogen HVIDE SEJL ses en tegning af en juniorbåd

med netop skot og døre. Alt dette fjernede min far dog fra min båd, mens jeg fjernede alt den

gamle maling indenbords som udenbords. Et hårdt arbejde i vinterkulden, men da den nye

sejlsæson startede, var J 3 ”SPRØJT,” klar til at komme i vandet med nye karme, ruf, dørk og tofter.

Båden blev malet mørkeblå som min fars folkebåd.

Et par år senere måtte vi gøre noget ved de lange vindskørner, som J 3 havde i de 2 øverste bord

på bagbord side. Min far har altid været til smarte alternative løsninger og i stedet for at skifte

bordene ud, som havde været det rigtigste at gøre, plastrede vi Samcolastic på det afrensede træ.

Denne hurtige løsning holdt min tid ud som ejer af båden.

Som gammel træbåd kunne den være noget utæt, når den blev sat i vandet om foråret, jeg fik

derfor fat i noget oksetælle hos slagter Lynggaard, som jeg gned op under landene. Det var lidt

hårdt for fingerspidserne, men tællen hjalp for en tid.

På trods af to både i familien, siden hen tre, da min bror fik en piratjolle, havde vi ikke mange

penge. At sejle var et valg. Derfor har jeg mange gange løbet rundt på havnepladsen efter kasseret

sandpapir, som var lidt bedre end det jeg havde. Det blev derfor en svir, da firmaet 3M fik deres

domicil på hjørnet af Bådehavnsgade og Borgmester Christiansengade. I deres store

affaldscontainere lå ruller med afskær af lækkert kvalitetssandpapir. Alle i klubben havde nu

sandpapir i flere år, da vi klunsede det fra containerne. Til sidst blev adgangen desværre lukket,

men vi nød godt af det længe.

Vores sejladsområde i Enighed var ikke det mest spændende. Det var en lang tur gennem

Kalvebod rende ofte med mange kryds, inden vi kom til mere åbent farvand. Til gengæld blev vi

gode til at knibe højde og gå tæt til stenene på dæmningen.

Jeg sejlede temmelig meget singlehand, for det var ikke nemt at finde gaster. Pigerne fra klassen

gad ikke rigtig, det touperede hår kom for nemt i udu. De jævnaldrende unge drenge i Enighed

havde selv piratjoller eller andre småfartøjer, men med dem havde jeg et sjovt og aktivt

ungdomsliv med masser af sejlads. Forår og efterår havde vi et godt arbejdsfællesskab, der blev

slæbt skinner, skubbet både på beddingsvognen og løftet master. Jeg befandt mig godt i dette

selskab og knoklede på lige fod med drengene. Når vi afsluttede dagens veludførte arbejde, kunne

det være med en enkelt øl oppe under klubbens halvtag, hvor vi også havde vores skabe med

maling, værktøj og andre nødvendigheder. I mit skab stod også en skåret kop med rosenmønster.

“Pæne piger drikker ikke øl af flasken,” sagde min far.

Dette arbejdsliv om foråret gjorde, at det feminine og pigede var trængt lidt i baggrunden, men så

fik jeg et godt råd af en veninde, som kom ned i klubben, klædt i en elegant stram kjole og spidse

sko. Drengene summede som bier om honning omkring hende. ” Mary-Ann, du skal være lidt mere

hjælpeløs, det kan drengene godt lide.” Det lå nu ikke lige for at agere hjælpeløs.

Tresserne blev også ungdomsoprørets tid. I Enighed var der mange gamle, sure mænd, syntes vi

unge, så indimellem havde vi nogle sammenstød. Mit private oprør var i forbindelse med vinterens

faste tradition ”SKIPPERAFTEN”, hvor skipperne, dvs. bådejerne, kunne skrive sig på en

deltagerliste til gule ærter med øl og snaps samt pandekager med solbærrom. Som skipper og

bådejer skrev jeg mig på. Og sikke en ballade der blev, for selvom de gamle var gode til love

omkring hunde og hundelorte, ja så kunne det ikke hastes igennem, at kvinder ikke måtte deltage.

Så nu mødte jeg op i stram kjole og spidse sko. De gule ærter var brændt på, så den del af

fornøjelsen blev lidt blandet. Men jeg nød at have trumfet min vilje igennem.

Sejladser med juniorbåden

J 3 var ikke egnet til kapsejlads, den var ikke klasset og havde kun meget gamle sejl, derudover var

der ikke andre juniorbåde i det nærmeste farvand at dyste imod. En enkelt gang deltog jeg i

sejlklubbens kapsejlads Amager Rundt, af flere grunde uden den store succes. Det var ulækkert at

skulle hænge i farvandet ud for Københavns kloakudløb, vandet var brunt og lugtede fælt, og vi

måtte kæmpeos vej gennem mågerne. Jeg lukkede lågen som banens mindste og ældste båd.

Jeg har derimod haft flere gode langture i båden. I 1964 sejlede jeg sammen med min bror i fars

kølvand. Min far havde fået den udmærkede ide, at vi skulle sejle til Sønderjylland og Tyskland, da

det var 100 året for Krigen i 1864, så turen skulle være ud fra et historisk perspektiv. Søkort til

turen arvede jeg fra nogle af de gamle i klubben. Kortene var fra starten af 19 hundrede tallet med

indtegnede dampskibsruter. Kortene var egentlig ganske udmærkede og var der ændringer, kunne

det hurtigt mærkes. Ud over storsejl og fok havde jeg fået fat på en gammel Seagull

påhængsmotor, som indimellem hostede noget, men så fik vi en line fra min far og kom videre.

Vi havde 4 uger til turen, som gik ned over Køge Bugt, Bøgestrømmen, Storstrømmen. Det fynske

Øhav over til Sønderborg, hvor den historiske del startede med besøg på Dybbøl Mølle. Dernæst

videre mod Flensborg. Nu var det jo gamle søkort og det viste sig, at Flensborg fyrskib var erstattet

med et fyrtårn, der stod på hjørnet af selve Kalkgrunden og ikke på helt samme plads som

fyrskibet. Det var derfor ikke muligt lige at smutte bagom, så roret måtte hårdt i borde til

kommandoen ”klar at vende, læ,” da havbunden viste sig alt for tydeligt.

På turen videre til Schleimünde var der ikke meget vind, så drømmene om en stor båd med flere

og større sejl blev udlevet med spilet storsejl, fok og en anden lidt større fok som genua, hvor

bomdirken blev brugt som genuafald. Motoren kørte ujævnt og stoppede med jævne mellemrum,

men vi nåede da frem og videre op ad Slien til Slesvig, undervejs med ophold ved krigens

slagmarker.

Fra Slesvig går sejladsen hjemad mod Sydhavnen igen.

Kigger jeg i min gamle logbog, kan jeg se at havnepengene har ændret sig noget i årenes løb. En

overnatning på Nyord kostede i 1964 2 kr. inklusiv lokum for enden af molen med mulighed for at

følge udfaldet fra lokummets brugere.

I Enighed, som i andre sejlklubber, havde vi også tradition for pinseture. Hos os gik turen altid til

Køge, igen en pæn distance for en juniorbåd. Det var som oftest årets første sejlads, så på trods af

slagter Lyngsgårds tælle, var båden temmelig utæt. Det gjaldt derfor om at have en gast med gode

overarmsmuskler, for der skulle virkelig pumpes. Til gengæld var belønningen fest og farver i Køge.

Sidste længere sejlads med SPRØJT blev en ferietur i Øresund til de svenske havne i 1966. Båden

havde fået ny mast, da den gamle var knækket under efterårets afrigning på grund af råd og J 3 var

nu optimeret med skibsur, barometer, skibshund, en kæreste, og en gummibåd på slæb, samt ikke

mindst et gammelt oversigtskort over Sundet. Dette kort skulle vise sig at blive ret betydningsfuldt

for vores sejlads. Dårligt sømandskab ved læsningen af kortet gør, at vi rammer stenrevet ved

Barsebäck. Vi har vind og sø med og prøver først at trække båden tilbage over stenene, men da vi

begge er hoppet i vandet for at udføre dette arbejde, har vi en panikslagen hund, som vil ud til os,

hver gang båden rammer en sten, og det gør den konstant, samtidig bimler den lille skibsklokke på

masten ustandseligt. Til sidst kommer redningsbåden fra havnen ud, og vi bliver gelejdet ind over

revet, mellem stenene og ind til havnen.

Båden tager meget vand ind. Om natten ligger vi i vores soveposer på dørken og kan stikke

fingeren ned mellem tremmerne. Mærkes der vand, skal der pumpes. Pumpen havde vi anbragt,

så den kunne betjenes fra soveposen.

Næste dag måtte vi trække båden op på slæbestedet med håndkraft og reparere den midlertidigt

med søm og Farm, noget sort tjærelignende gams. Den var nu mere utæt end nogensinde, og med

8 reb i storen på turen fra Borstahusen på grund af hårdt vejr, måtte der lænses uafbrudt til

Svanemøllen for at holde den flydende. Fra Svanemøllen lænsede vi videre til Dragør, hvor vi

måtte efterlade båden for at komme lidt til kræfter inden turen rundt om Aflandshage. Resten af

den sæson blev der pumpet meget. Efterfølgende måtte der sættes nye kobbernagler og

bundstokke i.

Med nye bundstokke, kobbernagler og mast, var båden nu klar til salg

Den 1. juni 1967 blev J 3 solgt til smedemesterens børn i Kulhuse for 4000 kr. Det indkomne beløb

blev brugt til et ryatæppe og smarte orange gardiner til mit nye hjem, samt til tomme 8

messingskruer til den båd, der nu skulle bygges.

Selvom min karriere som juniorbådssejler var slut, og en ny epoke som fru Haubirk starter i august,

slipper jeg ikke mit sejlerliv. Først en folkebåd, dernæst Bianca 27, Kaskelot, Yngling, Bianca 111,

Comander 31, fast kapsejladsgast på en 6-meter og nu en Drabant 38.

Min far ville give mig en god og sund fritidsinteresse, det har jeg fået. Og på trods af, jeg hastigt

nærmer mig de firs år, håber jeg at fortsætte mange sømil endnu.

Mary-Ann