Sejlforeningen Enighed er en af landets ældste sejlklubber med mere end 125 år bag sig. Den blev til for at fremme "Lystsejlads og foranstalte Kap- og Fællessejlads i Kallebodstrand, alt med så liden Udgift som muligen", som det hedder i referatet fra det stiftende møde i 1887.

Foreningen er for sejlbåde. Vi holder til i en særegen og stemningsfuld lille tidslomme i Københavns Sydhavn, hvor vores både ligger godt beskyttet lige syd for den gamle sluse - i Fiskerhavnen - med indsejling fra Køge Bugt gennem det maleriske kalvebodløb. Området er et af byens frodige åndehuller, der rummer og giver plads til forskellighed og udfoldelse i et aktivt miljø og fællesskab.

Vi råder over et dejligt klubhus, hvor der er adgang til alle nødvendige faciliteter - et hus, som vores tidligere formand, arkitekt Jens Jørgen Kjeldsen, har tegnet. Ved klubhuset har vi landplads til opbevaring af vores både i vinterhalvåret, og klubbens medlemmer kan frit benytte vores lille værksted. Foreningen råder ligeledes over et antal Optimistjoller, to Europajoller og en H-båd, som medlemmer med Duelighedsbevis kan låne. Blandt klubbens aktiviteter kan nævnes onsdagsmatch, sejlerskole, dag- og tursejlads samt årstidens traditionelle arrangementer.

Vores sejlklub er medlem af Frihavnsordningen, der giver Enigheds medlemmer mulighed for at ligge som gæster i andre ”frihavne” i op til tre døgn uden at betale havneafgift. Både danske, tyske og svenske klubber omfattes af ordningen, der alene i Øresund og Køge Bugt tæller op mod 50 havne og klubber. Du kan læse om Frihavnsordningen på: www.skivesoesportshavn.dk/FH.htm

Sejlforeningen Enighed har altid været båret af sammenhold og engagement; et værdigrundlag, som blandt andet har bragt foreningen helskindet gennem flere flytninger i takt med udviklingen i Københavns Havn, og som vi forventer, nye medlemmer vil være med til at bære videre.

Adresse:

S/F Enighed
Bådehavnsgade 41
2450 KBH SV

CVR: 54028768